Udenlandske proptech-startups strømmer til Danmark

Den danske proptech-scene vokser kraftigt i disse år og over det seneste års tid er det ikke alene danske iværksættere og virksomheder som drevet væksten. Proptech startups fra udlandet, herunder særligt fra vores nordiske naboer, kigger i stigende grad mod Danmark. Flere og flere af dem vælger desuden at etablerer sig med medarbejdere her i landet.

 

For startups fra de andre nordiske lande ses Danmark ofte som et naturligt første step i deres internationalisering. For mange startups uden for Norden er Danmark dels attraktiv som trædesten til det nordiske marked. Dels attraktiv fordi Danmark generelt opfattes som et land med en høj grad af teknologiparathed.

Selvom de udenlandske proptech-startups, der kommer til Danmark som hovedregel kommer med digitale løsninger, der relativt let kan skaleres, kræver det stadig meget at få fodfæste på lokale markeder – også I Danmark. Flere af dem vælger derfor at melde sig ind i PropTech Denmark. En forening som netop samler både proptech startups og de etablerede aktører i ejendomsbranchen omkring at fremme digital transformation inden for fast ejendom.  I PropTech Denmark får de adgang til netværk og får en lettere indgang til det danske økosystem for proptech og fast ejendom. 

I PropTech Denmark ser vi det som yderst positiv at så mange udenlandske proptech-startups er begyndt at kigge mod Danmark. Det er med til at tilføje nye kompetencer og kritisk masse til vores økosystem og gøre det mere internationalt. Det vil i høj grad også gavne den danske ejendomsbranche, der herved får udvidet deres adgang til innovative digitale løsninger.
— Nadim Stub, (tidl.) Adm. Direktør, PropTech Denmark
 

Fem udenlandske proptech-startups som har meldt deres ankomst på det danske marked

1. Unloc

Norske Unloc har sat sig for at digitalisere nøglebundtet. Deres app fungerer som en digital nøgle, hvor du enten ved at swipe eller indtaste en kode på mobilen, kan låse din dør op. Herved kan man med Unlocs app også give eksempelvis pakkebude og håndværkere adgang uden selv at skulle være hjemme.  Unloc integrerer op mod alle eksisterende elektriske og digitale låse og kan samtidigt også bruges på traditionelle manuelle låse ved at tilføje et lille elektrisk modul. Unloc har haft stor succes i hjemlandet Norge og har både været i stand til at tiltrække store investeringer og en række prominente tech-folk fra bl.a. Google, Facebook og Goldman Sachs.

2. Spacemaker

Spacemaker er en anden fremadstormende norsk proptech-startup. Spacemaker har udviklet en cloudbaseret software til den tidlige design- og projekteringsfase ejendomsudviklingsprojekter. Via integration af mange forskellige lokale geo- og bygningsdata samt brug af kunstig intelligens, gør Spacemaker det let og hurtigt at teste forskellige bygningsdesign og simulere hvad disse betyder for kvadratmeter, lysindfald, vindforhold, forventet energiforbrug, m.v. Dette gør det lettere for udviklere og arkitekter at finde frem til det optimale bygningsdesign på en specifik grund. Spacemaker blev i 2020 købt af den amerikanske software gigant Autodesk for 240 mio. USD.

3. Ziggu

Ziggu er en belgisk ’customer engagement’ platform målrettet udviklingsprojekter og projektsalg i ejendomsbranchen. Via platformen kan mæglere, ejendomsudviklere, entreprenører og boligkøberne løbende kommunikere og interagere med hinanden. Boligkøberne kan således hele tiden følge med i, hvordan projektet skrider frem. Og via platformen kan udvikleren og entreprenøren håndtere åbent hus-arrangementer, opfølgning på leads, individuelle ønsker ift. indretning af boligen, spørgsmål og henvendelser fra boligkøberne m.m. Ziggu gør det muligt for selv mindre ejendomsudviklere og entreprenører at køre en langt mere professionel, digital og ikke mindst kundecentreret salgsproces i deres boligudviklingsprojekter.

4. Neowit

Neowit er en norsk platform og software som kan samle, analysere og visualisere alle typer af sensor-data fra en bygning og dens omgivelser. Det kan eksempelvis være data fra sikkerhedskameraer, døre og adgangssystemer samt møderums-, indeklima- og energisensorer. Neowit er derfor et kraftfuldt værktøj til at monitorere og ikke mindst optimere driften af bygninger, få indsigt i kunde- og brugeroplevelser m.v. Platformen tilbyder desuden en række avancerede adgangs- og sikkerhedssystemer, der styres via kunstig intelligens og machine learning.

5. Assetti

Finske Assetti har fra starten satset internationalt og har i dag kunder i flere forskellige Europæiske lande herunder også i Danmark. Virksomheden har desuden danske Elf Development med i kredsen af investorer. Assetti har udviklet en digital platform og rapporteringsværktøj til ejendomsadministration og asset management. Platformen samler alle relevante data på en given ejendom eller ejendomsportefølje, som eksempelvis indtægter, udgifter, huslejeindbetalinger m.v., og gør det via en lang række filterfunktioner, automatiseringer og visualiseringer let at få overblik samt at udforme rapporteringer. Herudover fungerer platformen også som et kommunikationsværktøj – både for interne teams såvel som mellem investor, administrator og eventuelle udlejningsmæglere.


 

More from PropTech Denmark


Previous
Previous

Welcoming new board members & looking back on 2020

Next
Next

Ny startup vil erstatte ejendomsmægleren og samtidigt give markedets bedste lejeoplevelse